Sådan passer du på dine nye waders

Sådan passer du på dine nye waders

Tillykke med dine nye Åndbar waders

Passer du rigtigt på dem, så holder de længere og du bliver gladere for dem.

Husk tørring

Det er vigtigt, at du tørrer dine waders grundigt efter brug. Start med at vende dem på vrangen, så indersiden og sokkerne tørrer først. Vend dem derefter tilbage og skyl ydersiden fri for salt og snavs.
Gravel guards (manchetterne, der går ud over vadestøvlerne) trækkes op, så neoprenfoden er fri og kan tørre helt. Når wadersene er tørre, foldes gravel guards tilbage igen, og dine waders er klar til næste tur.

Vaks og imprægnering.

Ja – dine waders kan sagtens tåle en tur i vaskemaskinen, så længe du bruger skånevask eller håndvaskeprogram ved maks. 30 grader og koldt vand. Husk at bruge et godkendt vaskemiddel til waders – vi anbefaler Revivex Fabric Cleaner. Waders må aldrig komme i tørretumbleren! De skal blot hænge og lufttørre. Afhængigt af brug bør du maskinvaske dine waders 1-2 gange om året.

En vask fjerner sved, salt, lugt og andre urenheder, så dine waders bevarer deres åndbarhed, holder længere og er langt mere behagelige at tage på næste gang. 

Efter vask skal wadersene imprægneres igen. Vend dem vrangen ud, så de tørrer helt indvendigt. Ydersiden må gerne være let fugtig, når du sprayer imprægnering på i et jævnt lag. Brug en hårtørrer med jævn varme til at aktivere imprægneringen. Vi anbefaler Revivex imprægneringsspray.

Når du genimprægnerer dine waders, bliver yderstoffet igen vand- og smudsafvisende, og du vil opleve at dine waders er mere tørre indvendigt på grund af bedre åndbarhed. Så ud over at du beskytter dine waders, bliver komforten næsten som med et nyt par waders.

Se også vores film om korrekt vask og imprægnering af waders.

Gode råd ved brug.

Når du tager dine waders af og på, så brug gerne en måtte eller lignende til at stå på. Det beskytter neoprenfødderne, indtil vadestøvlerne kommer på.

Efterlad aldrig dine waders våde i bilen – det skaber mug, som kan ødelægge materialet.

Når dine waders er tørre, bør de opbevares indendørs et tørt sted med stabil temperatur – ikke i et fugtigt skur eller udhus med store temperatursvingninger.

Reparation af utætheder.

Er der opstået en utæthed, er det ikke noget stort problem – det sker for os alle før eller siden og er heldigvis nemt at reparere.

Vi bruger Stormsure, som både er lim og lap i én. Først skal du dog finde hullet. Den nemmeste metode er at fylde vand i wadersene – der, hvor vandet siver ud, sidder hullet. Markér stedet, lad wadersene tørre helt, og påfør derefter limen. Så er du klar til at fiske igen. Du er selvfølgelig altid velkommen til at kontakte os for vejledning.

Den rigtige inderbeklædning.

Brug aldrig jeans i waders, da de er meget hårde og har en slibende effekt på inderstoffet. Undgå også joggingbukser og andet tøj med højt bomuldsindhold, da det suger fugt og bliver klamt og koldt - og er en dårlig oplevelse du nemt kommer til at fryse i.

Vi anbefaler lange uldunderbukser kombineret med fleece, lag på lag afhængigt af årstiden.

Vadestøvlen.

God tørring og luftning er også vigtigt for vadestøvlerne. Er de konstant våde, risikerer du, at limningerne slipper og støvlen rådner.

Støvler med filtsåler skal især tørre grundigt, da sålen ellers kan slippe. Stil vadestøvlerne på avispapir i et par timer for at suge fugt, og lad dem derefter tørre i solen eller et godt ventileret område.

Fisker du meget, anbefaler vi to par vadestøvler, så de kan tørre ordentligt mellem turene.

Alle vadestøvler bør skylles efter brug i saltvand. Har støvlen metaldele (som hægter og snørebåndsholdere), kan disse ruste – beskyt dem med silikonespray med jævne mellemrum.

Bedre greb.

Glider du på underlaget, hvor du fisker? Vi har fire forskellige typer spikes, der kan monteres i sålen – nogle til filt, andre til gummi.

Er du i tvivl, om du skal vælge filt- eller gummisål, så se vores video og få hjælp til at vælge det rigtige.

God fornøjelse med dine nye waders!

Vi håber, du får masser af gode oplevelser på vandet. Med den rette pleje holder dine waders i mange år – og komforten forbliver i top.

Har du spørgsmål til pleje, imprægnering, reparation eller andet, så er du altid velkommen til at kontakte os eller kigge forbi butikken. Vi hjælper gerne!

Knæk og bræk – og pas godt på dine waders!

Produkter fra historien