Sådan Slipper du for Ålegræs på Krogen

Sådan Slipper du for Ålegræs på Krogen

Efter blæst kommer græs..!

Det lyder måske mærkeligt, men det er faktisk et gammelt mundheld fra Læsø. Efter en solid efterårsstorm var det tid til at gå til stranden og samle ålegræs ind – ikke for at klage over det, men for at bruge det! Det tørrede ålegræs blev nemlig brugt til øens ikoniske tangtage, som stadig den dag i dag er helt unikke for Læsø og et vidnesbyrd om ægte dansk kystkultur.

På Læsø for havørrederne ikke lov til at lege i det løse ålegræs - der laver man tage af det...

På Fyn – og i resten af landet for den sags skyld – vækker løsrevet ålegræs ikke samme begejstring. Tværtimod. For kystfiskere er det en sand plage, når vandet er fyldt med drivende ålegræs, som sætter sig fast i krogen og gør hvert kast frustrerende. Fiskeriet bliver besværligt, og nogle dage føles det nærmest umuligt.

Ålegræs på land er ingen problem!

 men ålegræs i vand er et kæmpe problem...

Fødeemner

Rejer og tanglopper elsker at gemme sig i det løse ålegræs, og når overfladen er dækket af drivende græs, følger de små krebsdyr med op. Det ved havørrederne – og de har ikke det mindste imod at få lidt grønt mellem tænderne, når de plukker rejer og tanglopper direkte fra kaosset. Som fisker er det til gengæld en frustrerende oplevelse, når ens favoritplads er dækket af ålegræs. Du ved, fiskene er der – du ser dem måske endda – men det virker umuligt at fiske effektivt... eller gør det?

Sådan slipper du for ålegræs på krogen

Faktisk kan du med en simpel løsning fiske i (næsten) alt løsdrivende tang - fidusen hedder et grødeloop - eller en Weed Guard.

Det er ganske enkelt en bue eller loop af ca. 0.45 - 0,50 mm nylon der lægges under krogen. Loopet skærmer krogspidsen, og får ålegræsset til at glide af og væk istedet for at fange krogspidsen. Der skal være en vis stivhed i loopet. Derfor må det ikke laves med tyndere nylon end 0.45


Skum Pattegrisen med grødeloop reddede atter engang dagen

Når fisken hugger, bøjer loopet let til siden, og krogspidsen bliver eksponeret – præcis som den skal. Det er derfor afgørende, at nylonloopet ikke er tykkere end 0,50 mm, for ellers risikerer du, at det også skærmer for fisken og hæmmer krogningen.

Det smarte ved grødeloopet er, hvor enkelt det hele er. Faktisk så enkelt, at det er lidt af et mysterium, hvorfor det ikke er mere udbredt herhjemme. Amerikanerne har brugt Weed Guards i årtier – og med god grund.

Som spinnefisker kan du nemt selv lave grødebeskyttede enkeltkroge hjemme ved køkkenbordet. Alt du behøver er et simpelt fluestik (eller bare et skruestik), en rulle sytråd og en stump 0,50 mm nylonline. Med et par sådanne kloge løsninger i grejæsken står du langt stærkere, når græsset driver tæt – og det kan være forskellen på succes og nul-tur.

Dobbelt loopet enkeltkrog. De fleste dage er et enkelt loop, dog tilstrækkeligt.

Nylonloopet kan laves både som enkelt eller dobbelt – og der er fordele og ulemper ved begge dele. Et dobbelt loop er ekstremt effektivt til at holde ålegræs helt væk fra krogen, men det kan desværre også koste fisk. Der er nemlig risiko for, at krogspidsen ikke får ordentligt fat ved hug.

Et enkelt loop er langt mere skånsomt i den henseende. Du risikerer måske at fange et enkelt græsstrå for hvert tiende kast, men til gengæld kroger det stort set lige så godt som en helt fri krog. Derfor bør det enkle loop næsten altid være dit førstevalg – især når fiskene er forsigtige, og du har brug for den bedst mulige krogning.

Denne lille video viser, hvordan du laver et grødeloop – godt nok på en fluekrog, men princippet er præcis det samme, når du monterer loopet på en enkeltkrog til spinnefiskeri.

For fluefiskeren er det desværre ikke helt så ligetil. Et grødeloop til fluer skal nemlig bindes ind, før selve fluen bindes. Det kræver altså lidt mere forberedelse. Er du kystfluefisker og ikke selv fluebinder (det burde du være – men det er en anden snak), må du en tur forbi en dygtig fluebinder, som kan forsyne dine favoritfluer med et effektivt grødeloop.

Mig bekendt findes der nemlig ikke én eneste fabriksbundet kystflue på markedet, der er udstyret med et ordentligt loop – og det er en skam, for løsningen virker virkelig.

Pattegris med grødeloop

I kapitel 8 i Havørredens Hemmeligheder filmen nr. 8 viser Thomas Hansen og jeg hvor vigtigt det er at være forberedt på den løsdrivende ålegræs. både med spin og flue.

Du kan høste stor success hvis du er klar, og endnu større fiasko hvis du ikke er.

Du kan se Havørredens Hemmeligheder 8 helt gratis her

Så næste gang kystvandet er grønt af ålegræs, så lad være med at pakke grejet væk. Med lidt forberedelse og et par enkle tricks som grødeloopet, kan du vende frustration til fiskeglæde – også når forholdene virker håbløse.

Havørrederne er derude, midt i græsset. Spørgsmålet er bare, om du er klar til at møde dem.

Knæk & bræk derude – med eller uden ålegræs!
– Claus

Produkter fra historien