Kystens Havørredtyper: Kend Forskellen
Kystens havørredtyper
Strømlinet og trind med kridhvid bug, sølvblanke flanker, skarpe finner, mørk oliven ryg, og sorte prikker. Det er definitionen på den perfekte havørred der jager i det salte vand. Naturens gang gør dog at sådan ser havørreden bestemt ikke altid ud.
Havørreden gennemgår mange forandringer gennem sit liv, ja faktisk gennem blot et år ændre de fleste havørreder udseende flere gange. Det gør at du på forskellige årstider støder på blandede havørredtyper langs kysten.
Den blanken
Blanke havørreder med løse skæl findes på de Fynske pladser året rundt. Mest udpræget langs den åbne kyst men også i fjordene om vinteren og det tidlige forår. Disse smukke fisk kan groft deles op i 3 typer:
Smolt:
Den lille havørred på 20 – 30 cm der samme år har forladt åen. Har iført sig den blanke jagtdragt og skal starte på det salte liv. Meget talrige fra starten af april og sommeren over.
Grønlænderen
En pudsig betegnelse (der hentyder til deres lighed med blanke Grønlandske fjeldørreder i samme størrelse) for mindre blanke havørreder mellem 30 og 50 cm. Optræder altid i flokke om vinteren og foråret – lidt mere spredte sommer og efterår. Vinterflokke af grønlændere kan rumme mere end hundrede fisk. Dog er 10 – 20 stk. flokke det mest normale. Husk mindstemålet på 40 cm (45 cm. for Odense Fjord).
Overspringeren
Den store blanke havørred over 50 cm kaldes populært overspringere. En betegnelse som refererer til en havørred der har ”sprunget over” (vinter/forår) eller tænkt sig at springe over (efterår) og blive i havet vinteren igennem mens dens venner drager på den strabadserende gydevandring til åen. Store overspringere fanges ofte fra det tidlige forår til hen på sommeren. Mere sjælden om efteråret
Den farvede
Når den kommende gydning begynder at trække i havørreden så ændre den også farve. Først bliver skællene faste og derefter antager den gradvist sin mørke gydedragt. Hunfisken går fra en gylden farve over i grå og brun. Hanfisken danne kæbekrog og ender op med næsten sort bug og mørkbrun ryg. Ofte med røde prikker. Farvede havørreder er mere reglen end undtagelsen i september til november, men allerede i juli kan du støder på let farvede havørreder. En letfarvet havørred er stadig en fin spisefisk. Derimod er en meget farvet fisk, især en hunfisk, sent på efteråret ikke så god og bør derfor genudsættes. Fra d. 16. november – 15. januar er alle farvede havørreder fredet.
Fjordørreden
En havørred der opholder sig i ret ferskt vand og gennemsnitlig lidt varmere vand, bliver ikke så blank som hvis den havde trukket ud i mere salte og kølige omgivelser. I stedet antager de året igennem en gyldenbrun farve med mange pletter – også røde – som er deres jagtdragt. Disse brune ørreder er altså ikke farvede i traditionel forstand (gydevandring).. Som navnet antyder så er de oftes at finde året igennem i fjordene, men du kan også støde på "løsslupne" af fjordørreder på den åbne kyst.
Nedfaldsørreden
Når havørreden er færdig med sin gydning oppe i en af de fynske åer så vender den tilbage til havet i en lidt sørgelig tilstand. Det meste af efteråret og hele vinteren har den slet ikke taget føde til sig men udelukkende tæret på egne fedtdepoter. Det ses tydeligt på de fleste af forårets største havørreder. De er gråbrune i farven, skrammede, tynde og med alt for store hoveder. Nedfaldsfisken er sulten og hugger på det meste. Derfor er den en meget normal fangst fra februar til maj. De kan være imponerende store (lange) og kan også byde på en god fight. Nyd den, men nyd ikke fisken på spidsebordet for der er den en skuffelse. Genudsæt altid nedfaldsfisk nænsomt.
Regnbueørreden
Den sidste ørredtype der skal beskrives er sin helt egen. Nemlig regnbueørreden. Ingen regnbueørreder er naturlige. De er alle undsluppet fra dambrug enten langs åerne eller havdambrug. Da ingen af delene findes på eller omkring Fyn er den en forholdsvis sjælden, men velkommen bifangst under havørredfiskeri langs de fynske kyster især vinter og forår. Uanset hvilken type af havørred du har fanget så kan du faktisk også de fleste gange se om det er en vild fisk eller en udsat fisk.
Du vil måske også kunne lide
Populære historier
Gå til blogoversigtPolyskydelinen Den Perfekte Skydeline til Kystfluefiskeri
Efter mere end et års test er resultatet klar - Vi har en kæmpe vinder.
GoFishing Venator – fordi vi altid vil mere og bedre.
Først kom Go-Fishing Chrome, så Chrome +, derefter Chrome XP, efterfulgt af Mile High og mellem dem stærke Viribus. Alle fantastiske stangserier som vi har udviklet kun med det danske fiskeri for øje.
Få havørred succes med Thomas Hansen og Claus Eriksen
Få en gratis fiskeguide til havørred. Se hvordan Thomas Hansen og Claus Eriksen griber deres havørredfiskeri an, og hvorfor de har så stor succes med kysten ørreder.
Det Rette Kystgrej: Miniguide
Få en miniguide til det rette kystgrej. Læs om de bedste redskaber og udstyr til kystfiskeri, der kan forbedre dine fangster.