Et Grønlandsk Fiskeeventyr

Et Grønlandsk Fiskeeventyr

Kastet ligger tæt ved modsatte bred, og de kraftige strøm fører med det samme, min lille, letbelastede streamer mod midten af elven. Få meter inde i svinget rejser der kortvarigt en massiv bølge bag fluen, inden den resolut bliver taget, og en stor fjeldørred kaster sig fri af vandet.

Ovenstående er en fantastisk - men bestemt ikke unik oplevelse, når man fisker Camp North i Grønland. Vi har, i Go-Fishing, været heldige at have et fantastisk godt samarbejde med Getaway tours, der udbyder dette vanvittige fiskeri. Et samarbejde der, gennem mange år, har givet os muligheden for at have premiere ugen på campen - muligvis den mest spændende uge i hele sæsonen!

Fra Danmark til campen

Turen starter oftest i Kastrup lufthavn, hvorfra vi flyver til Kangerlussaq (Søndre strømfjord).

I Søndre Strømfjord venter vi et par timer, inden vi med en charmerende lille Dash-8 flyver videre til Sisimiut. I Sisimiut bliver vi hentet i lufthavnen og kørt til hotel Sisimiut, hvor vi har en overnatning inden vi skal videre.

I Sisimiut har vi også muligheden for at købe det sidste ting vi vil have med på fjeldet (øl, vin, snacks mm), og skrive de sidste SMS'er inden vi står 6 dage - helt uden kontakt til omverdenen.

Dagen efter pakker vi os sammen igen, og bliver kørt til havnen - hvor en fantastisk båd ligger klar til at sejle os ud til campen.

Camp North

Selve campen vi bor i, har udviklet sig en del gennem årene. For år tilbage var det små, klassiske tunneltelte med et liggeunderlag - lidt besværligt at komme ind og ud af sine waders, halvt liggende, inden man bliver spist af sultne myg.

Idag bor vi i store ekspeditionstelte, med fast bund og en lækker feltseng. Det er det tætteste man kommer på ren luksus - specielt når man tænker på, at campen er oppe i fjeldet - kilometervis fra nærmeste civilisation.

Morgen - og aftensmad bliver indtaget i fælles teltet, hvor den medrejsende kok disker op med god mad til os. Ikke gourmet, men god, solid mad med masser af energi og næring - det har vi nemlig brug for!

Ydermere er der nu kommet en "fjeldbruser", så man rent faktisk har mulighed for et hurtigt bad - i VARMT vand. noget der godt kan være tiltrængt midt på ugen.

Turen derop

Mange tror, at på Grønland står man lige ud af soveposen, spiser lidt mad og går ned foran campen og flår fisk op i vildskab - det er ikke helt rigtigt. Ja, der kan være mange fisk, og på de gode dage, kan man også være heldig at fange mange, MEN der skal altså kæmpes lidt for sagen. Både fiskemæssigt og vandremæssigt.

Fiskeriet foregår nemlig ikke lige nede foran campen - tværtimod skal man forberede sig på en lille times vandring i godt tempo, inden elvens mest produktive pladser starter.

Hvis man så har ekstra gode ben, og en god eventyrlyst, kan man fortsætte derfra. Min længste tur i år var 2,5 time - hver vej. En dag hvor jeg var ekstra godt træt, inden jeg krøb tilbage i posen.

Så sørg for at have gode ben, inden du melder dig på. Fordelen er dog, at vi har midnatssol deroppe - dvs man har ikke travlt med at nå derop - så man kan sagtens tage turen i sit eget tempo.

Fiskeriet - en klasse for sig

Mange bruger ordet ubeskriveligt i flæng, men i mange tilfælde om ting der er forholdsvis nemme at beskrive. Men lige netop med fiskeriet på Camp North, der snerper det til. Man kan sagtens forsøge at beskrive fiskene, fightsene både de vundne og tabte, og omgivelserne det hele foregår i - men. Man kommer aldrig rigtigt til at forstå det. ikke før man selv står ved elven mens de første store fjeldørred kommer trækkende op i de, fabelagtigt flotte pools, altimens den mægtige havørn svæver over dig, og rensdyrene holder et vågent øje fra en god afstand. Først der, går det virkelig op for en hvad fiskeriet og naturen på Grønland kan. Men nuvel, lad mig prøve at fortælle lidt om de fisk, vi rejser så langt nordpå efter.

Uanset om du er havørred- eller laksefisker, eller noget helt tredje hjemme i Danmark, vil du heroppe finde noget fiskeri der minder om - bare meget vildere. Personligt kan jeg godt lide at fiske dem, lidt ligesom jeg fisker laks. Jeg kaster fluen til modsatte bred i en vinkel, og lader den svinge, mens jeg eventuelt giver den lidt ekstra fart. Ofte kan man have flere fisk der viser interesse, på ét enkelt kast. Her gælder det ofte om at give fluen endnu mere fart og bevægelse, for at trigge fisken. Når fisken så hugger - så bryder helvede løs. Ofte kvitterer de med tunge udløb, eller akrobatiske spring. Selv en fisk på 50cm, der herhjemme må siges at være til at håndtere, kan heroppe presse din #6 markant når den, gang på gang, vender ude i strømmen og tager line af hjulet.

 

Fjeldørreden - et magisk muskelbundt

Fjeldørreden er en utroligt sej fisk. Den betragtes som den mest nordligt levende laksefisk, og der findes mange underarter af den. Dem vi fisker efter, er de store, havgående fjeldørred. De tilbringer en stor del af året i havet, hvor de spiser sig tykke, og gør klar til sommeren, hvor de trækker op i deres fødeelv for at gyde. Og det er her vi fisker efter dem.

Det store træk begynder oftest i slut juni - start juli, alt efter hvor koldt foråret har været. Derfor ligger premiereugen (vores uge) altid omkring starten af juli. Og det er der én særlig grund til - nemlig at de største fisk kommer først! Samtidig er fiskene først på sæsonen knaldblanke, og i en vanvittig kondition - ja nogle af dem svært overvægtige!

 

Produkter fra historien