
Robins vej til os..
Da vi for mange år siden fik den ide at åbne en lille "satellit Go-Fishing" i Rosengårdcenteret så manglede vi en mand, og valget faldt på en ung driftig fyr der havde "drillet" os lidt med sine konkurrerende fiskegrejbutikker både i Skamby på Nordfyn, og i Nyborg.
Jeg har taget mange gode beslutninger gennem årene (når jeg selv skal sige det), men at ansætte Robin, har været en af de absolut bedste og vigtigste.
Butikken i Rosengårdcenteret holdt ikke, men det gjorde Robin i den grad, og pludselig er der gået 25 fantastiske år.
Læs herunder med Robins egne ord hans rejse hertil.
Tak Robin, jeg glæder mig til de næste 25 år.
Med Go-Fishing hilsen
Claus Eriksen
Halløj - Mit navn er Robin
Mit fiskeri startede for mange år siden (jeg er i dag 60 år). Jeg husker det, som var det i går: Jeg gik i 5. klasse på Provstegård Skolen. Skolesøen, som den blev kaldt, trak voldsomt i mig – jeg var nødt til at prøve det der fiskeri.
Vi var fire gutter. Jeg havde en fiskestang, som min far havde givet mig. Den var fra ABU, og de andre drenge var lidt misundelige. Selvfølgelig blev vi taget på fersk gerning i frikvarteret. De andre nåede at smutte, men her stod jeg med min fine stang. Gårdvagten var på vej, og der var kun én flugtvej – lige i armene på gårdvagten. Jeg skyndte mig at sætte min krog i et siv og kaste stangen ud i vandet.
Det kostede mig en “svider” – jeg måtte altså sidde en time efter skole den dag. Men jeg reddede min stang. Efter skole løb jeg ned til søen, fik fat i krogen og trak min stang stille og roligt ind igen.
Ja, sådan startede min passion for fiskeri.
Jeg var også lidt vild med at arbejde i træ, så egentlig skulle jeg have været i lære som snedker eller tømrer, men det gik ikke, som jeg havde troet. I stedet blev jeg væksthusgartner. Under hele mit skoleophold på gartnerskolen kunne det ikke blive fredag hurtigt nok. Torben havde bil, så lige så snart vi fik fri, løb vi ud i Torbens bil og kørte til Ærø for at fiske På Ærø boede Torbens bedstemor, og vi overnattede hos hende.
Vi havde altid svært ved at stoppe igen søndag, når vi skulle tilbage til skolen.
Efter en del år med fiskeri af al mulig slags, var der flere og flere, som spurgte, om ikke jeg ville skaffe dem lidt billigt fiskegrej. Så jeg besluttede mig for at åbne en fiskegrejsforretning i Skamby, hvor jeg bor. Jeg sagde min stilling op og åbnede i 1995 Lystfiskeren i Skamby.
Efter to år, hvor alting bare susede derudad med kundeklub, masser af fisketure – især Storebælts- og Gule Rev-ture, som blev meget store – valgte jeg i 1998 at starte Torskefestivalen. Her var 1. præmien en rejse til Kenya inkl. fiskeri og safari. Samme år udvidede jeg med en butik mere i Nyborg. Lystfiskeren i Nyborg så dagens lys med masser af kø-tilbud ved opstarten – og køen var lang.
Efter et par år med alt for meget at se til valgte jeg – af flere årsager – at afvikle mine forretninger: aldrig fri, for mange gældsforpligtelser, lange køreture hver dag osv.
Jeg fik en snak med flere i fiskeribranchen, især Claus Eriksen, om et fremtidigt samarbejde. Det endte i en ansættelse i år 2000. Jeg havde dog mine betænkeligheder – Erik Kyrping, Jens Staal… uha, de var jo alle tre nogle af mine store idoler. Jeg husker tydeligt min første kniv, som jeg købte af Erik – det var en stor dag.
I min snak med Claus sagde jeg, at jeg ikke var interesseret i kortvarige ansættelsesforhold. Claus kunne forsikre mig, at det ønskede de heller ikke.
Jeg startede i Brogade med at sætte alt trollinggrejet på udsalg til -50 %. Derefter fik jeg sat en stor afdeling op med havgrej og fik styr på alt med prisskilte – for der var stort set ingen priser på noget.
Så startede mit store eventyr for alvor. Jeg havde jo fri en gang imellem, tog på fisketure, fortsatte med havturene og Torskefestivalen, og jeg lavede også fladfiskefestivaler.
Da jeg blev 40 år gammel, gav min kone mig en rejse til Alaska. Der skulle fiskes kongelaks – og sikken en tur! Det blev starten på mine rejser ud i den store verden. Først big game-ture, senere fluefisketure. Indtil nu er det blevet til små 50 tropeture ud i den store verden sammen med min fiskestang.
Samtidig fik jeg i Go-Fishing lov til at udleve min drengedrøm: at arbejde med min kreative side – især opbygning af nye butikker rundt omkring i Danmark. Endelig kunne jeg arbejde med træ.
Jeg har nu været i Go-Fishing i 25 år, så Claus fik ret – der var ikke tale om et kortvarigt samarbejde.
Min tid i Go-Fishing har været en leg, en drøm, et kæmpe privilegium. Jeg har jo aldrig rigtig følt, at jeg har været på arbejde – bare det at møde ind til mine fantastiske kolleger, for slet ikke at tale om jer kunder i Go-Fishing. I er fantastiske.
Det har til tider været svært for mig at holde mine fridage – jeg syntes bare, det var så fedt at være med til at forme og udvikle Go-Fishing gennem årene.
Nu er der gået 25 år. Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at jeg tager 25 mere – det kan jeg nok ikke – men jeg vil helt sikkert tage så mange år, som helbredet tillader.
Til sidst vil jeg gerne takke alle jer kunder for mine første 25 år – samt takke for den måde, I er på. Det er helt vildt fedt.
Og så vil jeg gerne takke Go-Fishing for alle de fantastiske oplevelser, jeg har fået gennem årene – for den modtagelse, jeg har fået, og alle de opgaver, jeg er blevet betroet.
Skulle der i Danmark findes en pris for firmaer, som gør det godt for deres personale, så stemmer jeg på Go-Fishing – verdens bedste arbejdsplads.
Du vil måske også kunne lide
Populære historier
Gå til blogoversigt
Polyskydelinen Den Perfekte Skydeline til Kystfluefiskeri
Efter mere end et års test er resultatet klar - Vi har en kæmpe vinder.

GoFishing Venator – fordi vi altid vil mere og bedre.
Først kom Go-Fishing Chrome, så Chrome +, derefter Chrome XP, efterfulgt af Mile High og mellem dem stærke Viribus. Alle fantastiske stangserier som vi har udviklet kun med det danske fiskeri for øje.

Få havørred succes med Thomas Hansen og Claus Eriksen
Få en gratis fiskeguide til havørred. Se hvordan Thomas Hansen og Claus Eriksen griber deres havørredfiskeri an, og hvorfor de har så stor succes med kysten ørreder.

Det Rette Kystgrej: Miniguide
Få en miniguide til det rette kystgrej. Læs om de bedste redskaber og udstyr til kystfiskeri, der kan forbedre dine fangster.