Kystens Årstider

Kystens Årstider

Kystens årstider

Havørredens gang og de bedste pladstyper ændre sig afhængig af årstid, og det er det er fair nok at inddele havørredåret ligesom menneskeåret i fire forskellige årstider blot vi husker på, at havørreden ikke kikker på kalenderen. For den er vandtemperatur det afgørende parameter for hvornår årstiderne skifter.

Forår

Koldt vand med højt saltindhold bryder havørreden sig ikke om. Derfor overvintrer den primært 2 steder. I fjorde, lavvandede vige og åer hvor vandet godt nok er koldt, men til gengæld mere ferskt, og på dybt vand langt fra land hvor vandet er salt, men til gengæld varmere. Når foråret banker på, så er førstnævnte de fisk der hurtigst registrer dets kommen. Et par februardage med stille vejr, plusgrader og sol der varmer det lave vand bare en smule, kan for alvor sætte gang i fiskene og byde på kronede fiskedage på ganske lavt vand i fjorde, bugter og vige. Vandtemperaturen er måske kun 2 – 3 grader, men hele nøglen er at temperaturen er stigende. Det tænder havørreden på, og der dermed ikke på det punkt så forskellig som os i waders der fisker efter den. Så koldt vand er derimod stadig for koldt på den åbne salte kyst som derfor i samme periode kan virke helt fiskeløs.

De havørreder der har overvintret i det dybe vand langt fra land er lidt længere end fjordfiskene om at opdage forårets ankomst. De længere dage og stigende vandtemperature påvirker dog også dem positiv. Når vandtemperaturen langs den åbne kyst runder 5 - 6 grader så rykker fiskene ind til kysten. Den temperatur nås de fleste år omkring midten af marts med 2-3 ugers forskydelse i begge retninger afhængig af hvor kold/varm især februar måned endte med af blive. Forårstrækket fra det dybe vand og ind til kysten sker over ganske kort tid og er ret massisvt. Havørreden ved instinktivt at det lave kystvand byder på mere føde end det dybe. Derfor opleves hvert år at om end ikke fra dag til dag, så fra uge til uge at den vinterkolde og nærmest fiskeløse klintekyst forvandle sig til en fantastisk fiskeplads. Når vandtemperaturen er nået op på stabile 7 - 8 grader eller mere så kan du forvente at havørrederne er at finde på samtlige pladser både i fjordene og langs de åbne kyster.

Sommer

Den fynske sommer er en pragtfuld tid for både havørreder og havørredfiskere. Vandet bliver dog for varmt på de typiske vinter og tidlige forårspladser i det inderste af fjorde og bugter med lavt stillestående vand. Fiskene trækker ud i det åbne hvor en finder dybere, strømrigt og køligere vand. Havørreden der dog stadig meget interesseret i det kystnære vand som bugner af føde. Så længe vandtemperaturen er under 16 – 17 grader så kan sommerhavørreden træffe på en bred vifte af pladser såsom badekar, klintekysten, yderfjorden og de store rev. Bliver kystvandet varmere så koncentreres fiskeriet sig dog om de strømrige steder omkring stenpynterne, muslingebankerne og de store rev. Aften, nat og tidlig morgen er gode fisketider, men bestemt ikke de eneste tider hvor en Fynsk sommerhavørred kan lokkes til hug. Faktisk kan der fiskes 24 timer i døgnet i starten af sommeren. Det er først når kystvandet nærmere sig 20 grader at natfiskeri er at foretrække. Indtil da kan der faktisk fiskes hele døgnet rundt. Især i juni måned kan du opleve et fantastisk fiskeri midt på dagen. Især på overskyede og blæsende dage. Juli og starten af august er mest mørkefiskeri, men fra midten af august starter havørredens gydetræk mod åerne for alvor igen, og da bliver dagsfiskeriet atter fremragende.

Sommerens havørreder går knap så meget i stimer som på andre årstider. De er mere spredt langs kysten. Derfor oplever du sjældent at fange mange sommerfisk, men tilgengæld er der ikke noget tidspunkt på året hvor fiskene er flottere og i bedre kondition. Ser man bort fra årets smolt (som i juni/juli efterhånden er blevet 30 cm) så er der ikke mange små fisk at finde langs de fynske kyster i de 3 sommermåneder. Det er udelukkende flotte blanke fisk der fanges. Ofte i særdeles god størrelse, sommeren er måske også den periode hvor chancen for den fynske drømmehavørred på over 5 kilo er størst.

Efterår

Efterårsfiskeriet som starter i slutningen af august adskiller de første par uger sig ikke meget fra sommerfiskeriet. De første og sidste timer af dagen er klart de bedste, og havørrederne er hovedsageligt at finde ved klintekysterne og omkring revene ud på den åbne kyst. Om efteråret flytter fiskene sig dog meget og ret hurtigt spreder de sig til alle pladstyper, og kommer også ind i fjordene. Den sidste halvdel af september er derfor en fantastisk tid langs de fynske kyster. Der er fisk at finde på alle pladser, og der er ofte mange af dem. Det er så bestemt ikke det samme som at der kan fanges mange. Efterårshavørreden er lunefuld og svær. De fleste af de større fisk har anlagt gydedragt og har derfor en del andet i hovedet end mad. Mange af de mindre fisk er ret selektive fordi kystvandet bugner af føde. På intet tidpunkt af året er havørreden dog så flink til at vise sig i overfladen som i september/oktober, og især tidlig morgen kan du opleve at fiske fra den ene fisk til den anden der viser sig. De er svære, men med lidt tålmodighed og skift mellem teknikkerne, så skal det også nok lykkes at få nogle af dem til at hugge. Et meget intens og spændende fiskeri.

Når efteråret nærmer sig vinter i november så har de fleste større fisk fundet frem til den å hvor de skal føre slægten videre. Det betyder at kysten i en 5 – 6 ugers periode domineres af små blanke grønlænder – de fleste under målet. Når vandtemperaturen tager yderligere et dyk nedefter sidst på året så kommer der dog et mindre træk af store flotte blanke overspringere ind. Fantastisk flotte ørreder der har opholdt sig længere ude til havs blandt sild og tobis, men i takt med af disse fødefisk trækker væk så søger overspringerne ind til kysten for at fylde depoterne med rejer og kutlinger inden vinteren. Hvad de mangler i antal har disse ”juleørreder” til gengæld i skønhed. Altid lynende blanke med løse skæl og smukkeste former. Husk de kommer udefra så de fanges på den åbne kyst. Først hvis det bliver rigtig vinter trækker de ind i fjordene.

Vinter

Er vinteren varm så kan man ikke rigtig skille perioden ud fra efterårs- og forårsfiskeriet. De to sæsoner opsluger egentlig bare den grønne vinter ved at efterårsfiskeriet forlænges og forårsfiskeriet starter tidligt.

Det modsatte er så tilfældet ved en hård og kold vinter. Når vandtemperaturen ned under 3 grader så deler havørrederne sig ubevist op i de 2 grupper som beskrives under det tidlige forårsfiskeri. Hvilket så betyder at de eneste tilgængelige fisk for kystfiskeren er dem der tager ophold i fjorde og vige. Sådanne steder kan da også byde på glimrende fiskeri selv i den koldeste periode. Forudsat selvfølgelig at islægning ikke sætter en stopper for herlighederne

Grønlænderne samler sig i større eller mindre flokke i det kolde vand og faktisk blander de få store overspringere sig også i disse flokke. Hvilket kan give noget af en positiv overraskelse. Fødebehovet og aktivitetsniveauet er dog lavt for fiskene i det kolde vand. Markante hugperiode opleves dog og rammer du ind i en sådan så kan en kold fiskeløs dag pludselig ændre sig til en hektisk halv time. Hugperioderne er umulige at forudsige, men der er nok en tendens til at de især optræder i det tiltagende lys om formiddagen og et par timer frem. Især hvis der i samme periode kommer et vandskifte således at vandet vender fra højvande og begynder at falde. Faldende vand trækker det helt lave kystvand udefter. Det vand er måske 1 grad varmere end vandet længer ude, og sådan en grads stigning kan være nok til at vække havørredflokkene.

SE VORES STORE UDVALG AF KYSTGREJ LIGE HER

Du kan finde alt grejet til de forskellige årstider inde på vores webshop lige herover eller i en af vores butik i Odense!

Knæk & bræk på kysten året rundt.

Vi ses derude

Claus

Du vil måske også kunne lide