Havørreder – måske på lavere vand end du tror.

Havørreder – måske på lavere vand end du tror.

Havørreden er kystnær, og opholder sig gerne på lavt vand. Det ved vi, men hvor lavt er lavt vand egentlig? Hvilken vanddybde foretrækker havørreden, og fisker vi i den vanddybde, hvor de fleste havørreder befinder sig?

Da jeg startede min kystkarriere, var definitionen på en god havørredplads at der skulle være dybt vand.

Mindst en meters vanddybde, helst mere, var den rigtige dybde at finde havørreden i. Kunne man ikke nå en ordentlig vanddybde direkte fra land, så måtte man vade ud til navlen, og derfra starte sit fiskeri.

Sådan blev det beskrevet i lærebøgerne, og dem blev der sjældent stillet spørgsmålstegn ved. Jeg ser rigtig mange havørredfiskere, der også i dag følger denne lærdom.

I takt med at jeg fik mere erfaring, fornemmede jeg dog, at de gamle bøger tog fejl. Jeg erfarede at havørrederne var, og er, langt mere til det lave vand end bøgerne og jeg troede. I dag er mit kystfiskeri derfor fuldstændig vendt om, og jeg fisker sjældent udover dybt vand.

Groft sagt kan vi dele vores kystvand ind i tre zoner, som havørrederne fordeler sig i.

1.       Fra nul til knædybt vand – her finder du omkring 30 % af fiskene = zone 1

2.       Fra knæ- til navledybt – her opholder ca. 50 % af havørrederne sig = zone 2

3.       Fra navle- til dybere vand – her finder du de resterende 20 % = zone 3

Om vinteren sker der en forskydning indefter, så næsten 100 % af fisken befinder sig i zone 1 + 2.  I de varmeste sommermåneder skydes fordelingen til gengæld udefter, og hedder noget i retning af 60/40 på zone 2 og 3.

 

Selvfølgelig er der masser af undtagelser, men reglen holder langt de fleste dage, på de fleste pladser og på alle årstider.

Ovenstående startede som en teori bygget på egne erfaringer, men over de sidste 10 år hvor jeg har brugt meget tid med forskellige undervandskameraer, er teori blevet til fakta. Jeg har filmet i hundredvis af havørreder i alle størrelser. Stort set alle på lavt vand, og faktisk ofte de største fisk inde hvor der er allerlavest.

 

Året rundt er hovedparten af kystens havørreder altså at finde i zone 2. I vanddybde der går fra knæ- til navle. Det er derfor den vigtigste zone af de tre nævnte, og her skal det meste af vores indsats derfor ligge.

 Alligevel er en havørredfisker der vader i zone 2 og derfra udelukkende fisker ud i zone 3 ikke noget særsyn.

Eller sagt på en anden måde. Havørredfiskeren der vader dybt, misser fuldstændig 70 – 80 % af fiskene, og fisker kun efter de sidste 20 – 30 %.

Det er selvfølgelig en strategisk fejl, omvendt er det også svært, og meget tidskrævende at gennemfiske alle tre zoner effektivt.

Derfor vælger jeg at prioritere hele zone 2 og de områder af zone 1 og 3 der grænser op til zone 2. Jeg vader på langs af kysten i en vanddybde lige under knæ, og fisker udefter hvorfra jeg ofte kan dække hele zone 2, og måske lidt af zone 3. 

Inden jeg vader, så har jeg dog sørget for først at dække vandet jeg kommer til at vade i. Dvs. at ca. hver tiende kast lægger jeg fremefter i det ca. knædybe vand jeg vil vade i efterfølgende. Hver tiende kast fisker derfor kun i zone 1 – de 9 efterfølgende i hele zone 2 og en smule i zone 1 og 3.

Ved at affiske på den måde, dækker jeg 70 – 80 % af de fisk der potentielt findes på kyststrækket. Meget bedre end de kun 20 – 30 % der ville have set mit agn, hvis jeg havde vadet dybt, som i de gamle dage.

Derfor, bliv lavvandsfisker. Det er behageligt, intens, spændende og langt mere effektivt.

Vi ses derude i vand til under knæene.

Claus Eriksen  

Produkter fra historien