Fluefiskeri efter Ørred og Stalling i Åen

Fluefiskeri efter Ørred og Stalling i Åen

Dette fiskeri er en utrolig gammel fiskeform, og selvom vi i dag fisker med flue efter stort set alle fisk, er det ørred og stalling fiskeriet, der har givet fluefiskeriet den status, det har i dag. Det lette fiskeri er utrolig nuanceret og kan dyrkes på mange måder, og det er grunden til at fluefiskere gennem århundreder har været fascineret af ørred- og stallingfiskeriet. Det er teknikken mere end fiskenes størrelse, der giver de store oplevelser; man fisker meget på fiskenes præmisser.

Vådfluefiskeri

Den nemmeste form at gå i gang med er det ”gammeldags” vådfluefiskeri. Her fisker man vandet af med en eller flere synkende fluer, mens man bevæger sig nedstrøms. Kastene lægges skråt over mod den anden bred, og fluerne trækkes tværs over åen. Vel ovre, lader man fluerne hænge lidt langs ens egen bred, inden de tages af vandet og et nyt kast laves. På den måde affiskes hele åen og man prøver at finde en hugvillig fisk. Dette er den klassiske måde at fluefiske på og svarer til det, som både havørredfiskere og laksefiskere laver. Strømmen hjælper fiskeren, både med at rette kastet ud og med at give fluerne liv, derfor er vådfluefiskeriet ideel for begynderen. Ulempen er at fiskene kan se fiskeren fordi man går nedstrøms i åen, så det kan godt betale sig at kaste langt og holde en lav profil. Er der meget grøde i åen, kan det være svært at komme til fiskene, og vådfluefiskeriet er bedst først og sidst på sæsonen, hvor åen er mest åben. Det gælder om at få fluerne så tæt på brinken eller grøden som muligt, eller ned i hullerne, for at finde de bedste fisk. Ved at mende linen kan man henholdsvis give og tage farten af fluernes drev og på den måde styre affiskningen.

Grejet til vådfluefiskeri

Det er en klar fordel med en lang stang, og en 9` #5/6 stang er et godt valg. Længden er vigtig, fordi man styrer en nedstrøms line bedre med en lang stang, og det gør mendning af linen nemmere. Fisker man mest med flydende line, er en hurtig stang fin, men en lidt blødere stang vil ofte have nemmere ved at trække en synkende line op af vandet. Som regel bruges Weight Forward liner og den inkarnerede vådfluefisker har både en flydende line og en synke 2 line med. En intermidiate line er også en populær line, den synker lidt og får hurtigt fluerne væk fra overfladen. Bruger man en flydende line, har man fine variationsmuligheder med de forskellige synkende polyforfang. Husk blot at holde nylonspidsen kort, for at få fluerne ned med forfanget.

En forfangsspids omkring 0,20 mm er velegnet til de fleste situationer. Et moderne fluehjul skal være let, solidt og med en god overløbsbremse, og det er ikke svært at finde. De fleste højrehåndede ruller ind med venstre hånd, så man ikke behøver at skifte hånd under fight. I vådflueæsken finder vi stadig alle klassikerne: Krogsgaards fluer, March Brown, Red Tag, Grey Drake, Peter Ross, Blue Dun og Zulu for blot at nævne et par stykker. Vådfluevalget er helt personlig, og man kan klare sig med få markant forskellige mønstre. Til gengæld kan det være en fordel at have dem i flere forskellige størrelser, fra en stor størrelse 6 til en lille 12. Har man haft en god fisk oppe at vende om en flue uden at tage ved, narrer man den ofte ved at skifte fluen til en mindre af samme slags. Vælg flue efter vand og vejr, i klar og rolig vand er en lille dæmpet flue god, hvorimod en stor broget flue fanger godt i høj, uklar vand. Ved aftenfiskeriet er det en fordel at vælge en flue, der både er mørk og lys, f. eks. Coachman, der med sin hvide vinge og mørke krop ses både mod den lyse himmel og mod den mørke brink.

Streamerfiskeri

Fiskeriet med streamere ligner i store træk vådfluefiskeriet, men dyrkes mest med synkende line og oftest kun med én flue på forfanget. Det er mest effektiv forår og efterår, hvor åen er mere fri for grøde og man fisker altid nedstrøms. Den store forskel ligger i fluen, for en streamer er en flue med en lang silhuet. Man siger populært at streameren skal imitere en lille fisk, og det er der ingen tvivl om at nogle, f.eks. Kristine Keeler og Alexandra gør. Ligeså nogle af de moderne kunsthårsstreamere.

Men streameren kan også være en provokationsflue, der ikke ligner noget levende, men stresser fisken til at hugge. Se blandt andet Mickey Finn og Cardinalstreameren. Ved streamerfiskeriet er det vigtigt at fiske fluen hurtigt og give den meget bevægelse i vandet. Fisken må ikke få for lang tid til at se fluen, men skal beslutte sig i et splitsekund. Fluen bliver taget i en vending og ofte hårdt, derfor er et forfang med en 0,25 mm spids god. En slank, letdresset rørflue kan også være god til dette fiskeri, hvis man gerne vil have variationsmuligheder. Store bækørreder æder store fødeemner, ikke mindst småfisk, og er ikke flinke til at tage insekter på overfladen, og derfor er en streamer god. Man skal forvente at man ikke får så mange hug, som hvis man sætter en almindelig vådflue på forfanget. Til gengæld er det som oftest gode fisk, der hugger, og har man en stor bækørred ”gående” er streameren værd at prøve.

Nymfefiskeri

Nymfefiskeriet er blevet en meget populær fiskeform i de senere år, fordi det er effektivt og kan dyrkes hele sæsonen igennem. Populariteten hænger måske også sammen med det faktum, at stallingbestandene er steget voldsomt i mange vande, for nymfefiskeriet er som skabt til stallinger.

Nedstrøms nymfefiskeri

Nymfefiskeri er mange forskellige fiskeformer, og mange fluefiskere starter nymfefiskeriet med at sætte en nymfe, en tangloppe eller lignende på deres nedstrøms vådfluegrej. Det er en nem og effektiv måde at fiske på, man affisker lange stræk i åen, og på den strakte line fornemmer man klart fiskens hug. De dage, hvor fiskene er aktive, kan der fanges mange fisk på denne metode. Man kan fiske med generelle nymfer, så som en Hareøre Nymfe, en tangloppe eller en af de mange guldhoved nymfer, eller man kan fiske med mere specifikke imitationer, hvis man ved, hvad der klækker i åen. Her tænkes der på Sedge pupper i forskellige farver eller majfluer, hvor man med held kan imitere det klækkende insekt. Husk at man ved nedstrøms nymfefiskeri skal undgå de helt små krogstørrelser. Fisken står med snuden op mod strømmen, og ved tilslaget trækker man ofte den lille krog ud af munden på fisken. Hold dig til størrelser fra 12 og større, så får man kroget en større del af de fisk, der hugger. Det er vigtigt at prøve at give fluen liv i vandet, enten ved at bevæge stangspidsen eller ved at tage linen ind i små nøk, det såkaldte nymfegreb. Man skal prøve at imitere et klækkende insekt, der prøver at svømme op til overfladen, eller en tangloppe, der er skyllet bort fra sit skjul, og nu forgæves kæmper mod strømmen.

Grejet til nedstrøms nymfefiskeri

Grejet til nedstrøms nymfefiskeri kan let være det samme som til vådfluefiskeriet, blot vil jeg sjældent vælge forfangsspids over 0,17 mm. Det tynde forfang er også med til at give liv til fluen.

Opstrøms nymfefiskeri

Opstrøms nymfefiskeri regnes for et svært fiskeri, fordi det kan være et problem at se hvornår fisken har taget fluen. Der er til gengæld mange fordele ved det; man kan fiske i alle højder i vandet, man kan fiske med både små og store fluer og man kommer tæt på fisken, fordi man nærmer sig bagfra, så det kan godt betale sig at lære det. Fiskeriet foregår på den måde, at man finder et sted man vil prøve. Enten fordi man ved at der er en god plads, der holder fisk, eller fordi man har set fisk der tager nymfer i vandet. Derefter prøver man at beregne, hvor dybt man skal fiske og vælger fluen efter det. Så lægges kastet så langt opstrøms for fisken, at fluen driver ned i højde med den. Det kan være 10 cm under overfladen, i det tilfælde bruges en ubelastet nymfe, eller det kan være 2 meter nede i vandet, og da bruges en meget vægtbelastet nymfe. Fluen driver ned til fisken, og accepteres den som føde, tager fisken fluen i munden og fiskeren kan stramme linen op og fisken er kroget. Det svære ved dette fiskeri ligger dels i at håndtere grejet således at fluen får et naturligt drev, dels i at se, når fisken hugger, for gives der ikke tilslag med det samme, er fisken meget hurtig til at spytte fluen ud igen. Som regel får fluen lov til at drive med strømmens fart, men nogle gange kan man få en træg fisk til at hugge ved at lave ”induced take”, det vil sige at man løfter nymfen ganske let nede i vandet. Denne opadstigende bevægelse snyder ofte fisken, når den ikke bliver lavet for voldsomt.

Grej til opstrøms nymfefiskeri

Til opstrøms nymfefiskeri kan bruges det samme grej som til vådfluefiskeri, specielt hvis man bruger meget tunge fluer. Ellers er grejet som beskrevet til tørfluefiskeriet fint. Læg mærke til at der altid bruges en flydende line, gerne med et flettet forfang på ca 2,75 m og med en spids på 0,15 mm eller tyndere. Her kan det næsten usynlige og synkende fluocarbonmateriale være af uvurderlig værdi. For at kunne se huggene bruges forskellige ”strike indikatorer”, lige fra små skumstykker til ”strike putty” (dej, der flyder), der begge sættes på linen, eller man indfedter den øverste del af forfanget med siliconefedt. Fluerne til opstrøms nymfefiskeri vælges efter hvad fisken tager og hvad der aktuelt klækker i åen og det er en fordel at have mange forskellige fluer i æsken, da fiskene tit er kræsne. Man kan bruge både små og store fluer, da man kroger fisken bagud i munden. Hvis ikke der er en klækning i gang, kan man vælge en generel imitation, en Hares Ear f.eks. eller man kan prøve en efterligning af de bundlevende dyr, der er i åen, en tangloppe, en vårfluelarve eller en slørvingenymfe. Men ofte tager fiskene nymfer på vej op i vandet, og så kan man bruge efterligninger af døgnfluer i forskellige størrelser og mønstre. Det er klart at den fluefisker, der også selv binder sine fluer, har en kæmpefordel ved dette fiskeri. Både fordi man lettere får et stort udvalg af fluer, og fordi man kan kontrollere bl.a.synkehastigheden bedre. Skal jeg fremhæve en håndfuld uundværlige fluer, skal jeg nævne Pheasant Tail str 12-16, Sort og Oliven Tangloppe str 10-12, Olive Nymph str 12-18, Cream Caddis str 8-12, men som nævnt skal der et stort udvalg af fluer til for at være dækket godt ind.

Tørfluefiskeri

For mange er tørfluefiskeriet den mest sublime form for fluefiskeri. Ikke på grund af størrelsen af de fisk man fanger, men fordi det kræver optimal håndtering af grejet, præcise kast, indlevelse i fiskenes verden med hensyn til fluerne, og så fordi man kan se alt hvad der foregår, - det er på grænsen mellem fiskenes verden og vores. Skumbille str. 8 beregnet til havørreder i åen. Det meste tørfluefiskeri foregår opstrøms. Man finder en fisk, der tager insekter på overfladen - den ”ringer”. Dernæst prøver man at finde en flue, som fisken vil acceptere, enten ved at iagttage hvilket insekt, der klækker, og vælge en flue, der imiterer dette, eller ved at vælge en flue som er en generel imitation. Den valgte flue kastes, så den lander ca en halv meter opstrøms for den sete fisk. Husk ringen er altid lidt bag ved fiskens nøjagtige position. Fluen driver så uden træk fra linen ned til fisken, som så enten accepterer den som føde og tager den, eller lader den drive forbi. Hvis man er sikker på at fisken har set fluen, og ikke har taget den, skifter man til et andet mønster og prøver igen. Således fortsætter man indtil fisken enten bliver fanget eller ”prikket” (mærker krogen og opdager at der er noget galt), eller man laver et klodset kast, så fisken holder op med at ringe. Ved hug strammer man linen op og hæver stangen og man får generelt en god krogning, fordi man trækker krogen bagud i munden på fisken. Man kan også praktisere nedstrøms tørfluefiskeri, hvor fluen kastes nedstrøms til fisken, men med en løs line, så den kan drive over fisken uden at ”streame” eller med et kontrolleret træk i fluen, så man kan give den bevægelse. Dette fiskeri er godt på hurtig vand, hvor man ved opstrøms fiskeri skulle kaste alt for mange gange og ville have svært ved at holde kontakt med fluen.Derfor ses det meget ofte på de store norske og svenske ørred- og stallingelve. Tørfluefiskeriet har mange nuancer. Nogle åer har store insektklækninger og stiller store krav til fiskeren, mens andre åer er mere næringsfattige, og derfor er fiskene mere indstillede på at tage, hvad der kommer. Det er vigtigt at være opmærksom på de ting, der sker på overfladen og i vandet, og hele tiden korrigere sit fiskeri efter det. Et kendskab til åens insekter og deres sværmningstid er også en stor hjælp, og med til at gøre fiskeriet spændende. Højt og uklar vand kan ofte hindre at fiskene tager insekter på overfladen, og en våd sommer giver ofte en dårlig tørfluesæson.

Find grejet til fiskeriet her

Grejet til tørfluefiskeri

Det er vigtigt at grejet til tørfluefiskeri er let. Man laver mange korte, men præcise kast, så en stang på 8-9`i AFTM 3-5 er et godt valg. I en mindre å, eller hvis der er meget overgroet, er en lille stang (evt 7 ½`) god, mens en bredere åben å favoriserer den længere stang. Stangens aktion er en meget individuel ting. En meget hurtig stang kaster som regel godt, men kan til gengæld have problemer med at kroge fisken, så den river fluen ud af munden eller knækker det tynde forfang. En meget blød stang kan til gengæld have svært ved at kaste præcist i modvind. Det anbefales at prøve at kaste med stangen, inden man investerer i den. Stangen skal matches med en flydende WF line, denne kombination giver let de hurtige og præcise kast, man har brug for.

Forfanget er typisk på stangens længde, og man kan vælge mellem flettede og monofile forfang. Spidsen knytter man på, tykkelsen er mellem 0,17 mm (store fluer) og 0,13 mm (små fluer), i ekstreme tilfælde tyndere. Der bruges enten nylon eller fluocarbonspids, det sidste er til svære sky fisk i lavt og klart vand. Som ved det meste andet ørredfiskeri er fluehjulet ikke vigtigt, blot det kan rumme den ønskede mængde line, er let og har en blød bremse. Fluerne er et kapitel for sig. Man prøver med sit fluevalg at imitere de insekter der er på overfladen, og det deler tørfluefiskerens år op i flere afsnit. Når sæsonen begynder i april/maj er det fluer som Alder, Hawthorne Fly, Blue Dun og Olive Dun i str 12-14 der er gode. Sidst i maj og først i juni klækker de store majfluer og der bruger vi French Partridge, Spent Gnat og Grey Wulff i store størrelser (8-12). Først på sommeren og i højsommeren er tørfluefiskeriet koncentreret om aftenen, og da er fluer som B.W.O.(str 14-16), Elk Wing Caddis og Europea 12 (str12)gode at have i æsken. Hen på sommeren falder der mange landinsekter på vandet, mens antallet af vandinsekter falder, så da bruges Stankelben, Grashopper (str10-12) og Sorte Myrer (14-16). I september og oktober ser vi årets sidste store klækninger af døgnfluer og vårfluer, og da er det atter Blue Dun og Olive Dun og Europea 12, der bruges. Gennem hele sæsonen kan man også have held med fluer som Black Gnat og Fratnik (str16-18) og den amerikanske allrounder Adams (str 12-18), men det er nødvendig at have mange flere mønstre i boxen for at være dækket 100% ind.

Stallingen

Stallingen er en gammel fisk i danske åer, hvor den har levet sammen med bækørreden siden den sidste istid. I Danmark fisker man efter ørred og stalling sammen, og det kan man også fint, så den beskrivelse, der her er lavet, gælder begge arter. Men der er et par forskelle, som er værd at notere. Først og fremmest står de to fisk forskellige steder i åen. Bækørreden er sjældent langt væk fra sit skjulested i grøden eller under brinken, og selv om den godt kan stille sig ud i strømmen for at søge føde, så er den hurtig tilbage i skjul igen igen, hvis den bliver forstyrret. I en klækning vil en ørred stille sig op i vandet for at have så lille afstand til overfladen som muligt. Som regel står ørreden alene og specielt store bækørreder vil gerne have et revir.

Stallingen er en stimefisk, i hvert fald til den når en vis størrelse. Store stallinger kan man godt se stå for sig selv. Stallinger står frit fremme i strømmen eller i huller og vil ikke flygte, hvis de bliver forstyrret, men derimod trykke sig. Stallingen står altid ved bunden og går selv i en situation, hvor den tager føde på overfladen, hele vejen fra bunden til overfladen hver gang den ringer. Det betyder i praksis, at en stalling skal have en flue serveret langt foran sin plads, for at man kan være sikker på at den ser den. Stallingen har et kraftigt overbid, og det gør den særdeles velegnet til at søge føde på bunden, derfor er stallingen også en perfekt nymfefisk. Overbiddet gør også at man af og til kan have problemer med at kroge stallingen på tørflue. Stallingen tager til gengæld ofte den samme flue flere gange, noget man ikke ser så tit ved bækørreden. Traditionelt har man brugt farverige vådfluer til stalling, og fluer med rødt i er faste favoritter,f.eks.Red Tag , men også en flue som Wickhams Fancy er god. Stallingen har ord for at tage små fluer, men i foråret lige efter gydningen tager den også gerne en stor flue. Nymfefiskeren kan have held med de såkaldte Czechnymfer, der er tunge fluer i oliven, brune og orange nuancer og fiskes på kort line helt nede på bunden.I efteråret er de små tørfluer, så som Fratnik, Black Gnat og Coch Y Bondhu i str 16-20 tit suveræne og kan give fisk efter fisk.

Se udvalget af tørfluer & nymfer her