Besøg også vores

Go-Fishing

jul 202012

Sommerhilsen Fra Thomas Hansen

Blog

Her er lige en ”sommer” beretning fra T.Hansen- Ham fra Havørredens Hemmeligheder :)

Thomas Fortæller.

Min kone og jeg fisker hvert år i de varme lande og har snart fanget de fleste af de bomstærke tropefisk der findes rundt omkrig i verden. Dette år har vi været i Panama hvor vi fik 108 fisk i båden på 5 dages kastefiskeri efter diverse arter.

Når jeg kommer hjem til Danmark fra sådan en tur, så kan det godt være lidt tamt når der hugger en 60cm nedfaldsørred i 3 graders varmt vand, dette vender man sig dog hurtigt til og efter kort tid kommer adrenalinen ved at fange havørred hurtigt tilbage igen.

Det der tager længere tid , er at vende sig til, at man ikke kan fiske havørrede i shorts og Hawaii skjorte!! eller måske kan man godt alligevel. Jeg har de sidste 14 dage haft 3 ture på Storebælt, som midt på dagen har kastet 9 fine ørreder af sig i den bedre ende af vægtskalaen. Største fisk har således målt 71cm og vejet 4,3kg.

Jeg har i snart 30 år fisket på Hindsholm, Odense Fjord og Kertemindebugten, hvor jeg har kortlagt hver en sten så og sige. Hvilket betyder at jeg stort set altid kan tage ud og finde mig en havørred. For at udvikle min viden omkring havørredfiskeriet, lagde jeg for snart 5 år siden min fiskestil en del om på følgende måde.

Jeg kan f.eks godt ligge i Odense Fjord i min båd og vide at jeg kan sejle hen på en af de” gamle” pladser og fange 6-8 havørreder eller flere, som jeg har gjort så mange gange før. MEN det er det jeg i de senere år har tvunget mig selv til IKKE at gøre. Jeg har lavet en regel om, at når først der er en fisk i båden, ja så SKAL jeg opsøge nye pladser og nye muligheder.

Dette har antalsmæssigt i de senere år selvsagt givet mig færre fisk, til gengæld har jeg fundet ud af og lært meget nyt, eksempelvis på Storebælt. Her har jeg de sidste fire somre på strømfyldte pladser midt på dagen, har haft adskillige ture med” store” flotte fisk, som eksempelvis den laksen på 6 kg jeg fik sidste sommer.

Sidste sommer havde jeg en fiskedag i netop shorts og Hawaii skjorte på storebælt hvor jeg fik 6 havørreder over 60 cm i båden. De blev alle fanget lige i middagsolen hvor luften var 24 grader og vandet 19. Jeg kastefisker til alle fiskene på under 2 meter vand. Ørrederne er derinde selvom det er varmt, det der er vigtigt er, at der er en god strøm på pladserne og at det er” nye” pladser så og sige, eller pladser der ikke bliver fisket jævnligt på af andre lystfiskere.

Til dem der har tiden til det og har slæbt 100vis af ørreder ind på de samme pladser hele deres liv, kan jeg kun anbefale og prøve noget nyt, det er nemlig kun på den måde vi udvikler sig som lystfisker.

Hvis temperaturen i år pludselig skulle komme over 20 grader, så prøv med en tur i shorts samt hawaiiskjorte :)

PS: Husk lige vindjakken vejret skifter jo desværre hurtigt i dette land

 

De Bedste Sommerhilsner T.Hansen

 

Share

Der kan ikke længere kommenteres på dette indlæg