Det er fredag, og klokken er 02:30. Pludselig er der et eller andet, der forstyrrer min velfortjente nattesøvn. Det er vækkuret, som ringer, og efter kort tids desorientering husker jeg, hvorfor jeg har sat det til klokken l*** om natten: Jeg skal ud at fiske havørreder, gedder og forhåbentlig multer, hvis de ellers har indfundet sig ved kysten, med Joe a.k.a. “Mullet Man”. De andre gutter i butikken har været meget omhyggelig med at minde mig om, at jeg meget gerne må finde ud af de helt nøjagtige GPS-koordinater til Joes hemmelige multe hot-spot.
Det viser sig dog, at det ikke er noget særligt hemmeligt sted, Joe og jeg skal til. Vi skal fiske i området omkring Assens og jagte havørreder og multer på samme plads. Da vi kommer til pladsen, må vi desværre indse, at selvom vi er stået op, når de allersidste går i seng, at vi allerede er for sent på den. Det er allerede ved at blive lyst, og der er måske kun 2-3 timers fiskeri tilbage. Det gør måske heller ikke så meget, fordi der ikke rigtig er nogen aktivitet på pladsen. Vi ser nogle enkelte fisk, som er oppe at ringe, men det er ikke meget. Det lykkes da også for Joe at fange en af de få fisk, der viser sig. Havørreden på ca 45cm tager fluen direkte efter, at den er landet på vandet. Udover at jeg fanger min første hornfisk på flue, sker der heller ikke mere nævneværdigt. Nå jo, jeg har fået lov til at låne Robins Helios klasse 6, mens han er i Mexico, og den kaster da helt fantastisk.
Efter at det er blevet for lyst og for varmt til at fiske havørreder og for tidligt til at lede efter multerne, tager vi til en lille sø som ligger lige i nærheden. Ekstra til dette formål har Joe taget sin kajak med til sig selv og en flydering med til mig, og det er da virkeligt nødvendigt, hvis man vil fiske med flue. Det varer såmænd ikke længe, før vi får kontakt med det, vi er kommet efter. En lille gedde overfalder min popper på brutal vis, og Joe får hurtigt landet en gedde. Vi affisker stort set hele søen, uden at vi fanger en af de større gedder. Jeg har dog kontakt med et ordenligt krabat, som får overfladen til at eksplodere, og den havde helt klart været min nye PR på flue.
Ved ti-tiden kører vi tilbage til kysten for at lede efter de meget sky multer. Det glæder jeg mig så sandeligt også rigtig meget til. Jeg har hørt lidt om dette fiskeri, og det lyder rigtigt spændende, og som en stor udfordring. Oppe fra skrænten har vi et fint udblik over vandet, og på trods af jeg ikke har nogle solbriller med, mine gik i stykker, da jeg var i Mørrum, er det mig som får øje på den første lille stime.
Hurtigt får jeg ringet til Joe og med ham som min spotter, løber jeg ned ad skrænten og får flået lidt line af hjulet. Hold da op, hvor er det her bare spændende! Sight fishing som var det efter bonefish på den fynske kyst. Jeg undrer mig over, at jeg overhovedet får noget kast ud, fordi mine hænder ryster så voldsomt, og jeg sætter da også fluen i buskadset bagved mig nogle gange, eller også så er det linen, som hænger fast i alle de åndsvage sten på stranden. Hvad skal de også til for lige der?!
Med Joes hjælp placerer jeg fluen foran multerne, ofte uden at jeg selv kan se dem (jeg har jo ingen solbriller på), og pulser giver fuld gas, når Joe råber oppefra: “Nu er der en efter fluen! Strip, strip, strip! Ja, ja, ja… nej! Så ta’ den dog for f*****!” Sådan foregår det et par gange, men altid lige inden de skal til at hugge, drejer de kræsne bæster af. Efter et par timer uden succes, er vi på vej hjem.
Men vi skal selvfølgelig lige have et sidste blik ud over vandet… “Nøjs, mand! Hvor er der mange!”, råber vi i munden på hinanden. Lynhurtigt får Joe fumlet mobilen frem og udskudt aftalen med sin kære kone et par timer. Nu er det altså for alvor ved at komme i gang. Efter at have været min spotter et stykke tid, mister Joe tålmodigheden. Han skal selv ned og fiske, og det kan jeg virkelig ikke bebrejde ham for.
Vi fortsætter med at fiske lidt hver for sig i et stykke tid. Det er altså ikke let at få øje på de godt camouflerede fisk, når solen skinner fra en skyfri himmel. Det har jeg også fået lov til at høre på i butikken efterfølgende 
.Til sidst går jeg hen til Joe, og næsten lige da jeg står ved siden af ham, får han endelig bid efter at have mistet to multer. Man kan bare se, hvor stærke de er, og det er ikke engang mig, der står med stangen i hånden. Efter en fin fight og nogle hurtige billeder bliver fisken, der vejer omkring 3,5kg, sluppet tilbage i sit element på en lidt ukonventionel måde Joe fortæller, at det altså er gennemsnitsstørrelsen. Det er herligt at se, at en erfaren fisker som Joe, stadigvæk bliver lige euforisk over årets første multe. “Nu er sæsonen i gang. Det har jeg sgu ventet på i lang tid!”, smiler han.
Og en ting er altså også helt sikker for mig: Jeg tager ikke hjem fra Fyn uden at have fanget en af de disse højest mærkværdige og flotte fisk. Nu er der multer på hjernen!
Hilsen Piet
Praktikant i Go-Fishing
