Go-Fishing

Hvorfor er det egentlig lige, at vi gør det?

Det er et godt spørgsmål, som mange af mine venner, som ikke fisker selv, har stillet mig mange gange. Og nogle gange kan det altså godt være en anelse svært at give et overbevisende svar. Hvorfor er det egentlig lige, at vi fisker efter laks, den såkaldte ”fish of a 1000 casts”? En fisk, hvor vi ikke rigtig ved, hvorfor den hugger, når den vandrer op i åerne og elvene på vej til gydepladserne, og som kan lade vente på sig i flere år.

Jeg kan også sagtens sætte mig ind i, at det måske kan virke lidt åndssvagt at stå op klokken halv fem for at fiske efter en fisk, som ikke spiser på et sted, hvor man muligvis skal vente i en time, inden at det bliver ens tur til at fiske poolen igennem. Jeg tror, at én grund til det er, at de fleste, som har prøvet denne form for fiskeri, bliver inficeret med det yderst smittende og uheldbredelige ”salmo salar-syndrom”. Når man først er inficeret, er den eneste dog meget kortvarige lindring, man kan få, at tage ud og fiske laks !

Hygge ved pool 4

Det var også derfor, at jeg i weekenden tog til Mørrum for at fiske laks med min gode ven Erik Hellquist, som har været så heldig at vokse op i Mørrum og også har gået på Sportfiskeakademin. Det var tredje gang, jeg skulle derover, og aldrig havde forudsætningerne været så gode: God vandtemperatur og frem for alt masser af fangne fisk det sidste stykke tid. Det var der åbenbart også andre, som havde hørt om. Jeg ankom torsdag eftermiddag og efter at have slået verdensrekorden i hurtig påklædning og klargøring af grej, var vi ude ved åen for at opdage, at der var lange køer ved alle de gode pools. Så det blev ikke så meget fiskeri den aften.

Fluen sendes atter ud i pool 4 - uden held.....

Næste morgen, eller egentlig var det vel nærmere sen nat, stod Erik og jeg op for at være først ved pool 1 men nej, der stod allerede fem mand og ventede på deres tur. Ligesådan så det ud ved pool 4, så efter en halv time kunne vi endelig starte med at fiske seriøst. Men er det ikke også lidt en del af det hele, at sidde lidt indimellem og bare nyde det og snakke med alverdens mennesker? Man har jo trods alt en hel dag. Og den første gik altså også rigtig hurtigt, uden at der skete noget for enden af hverken Eriks eller min line. Vi fik måske lige øvet lidt på kasteteknikken. I det hele taget virkede det, som om fiskeriet dalede en smule, efter vi var kommet. Er det ikke bare typisk ? Anden og sidste dag fiskede vi så på et privat stræk opstrøms for Vittskøvle, og dér var der heller ikke meget som skete. Faktisk så vi ikke en eneste fisk hele dagen, og det kan jo være lidt uinspirerende at stå og fiske, hvor man egentlig ikke tror, at der findes noget, som gider at tage ens flue. Så resultatet blev, at ingen af os fangede nogen fisk.

Fiskeri i pool 12 er en giftig plads for forårslaks

Alligevel havde vi en rigtig hyggelig weekend, og bare det at stå ude ved åen, nyde naturen og se et perfekt kast få et perfekt sving hen over åen, er herligt. Så er der jo også lige det fællesskab, man føler under ligesindede, som er vigtigt for mig. Men ikke mindst at vide, eller måske rettere sagt ikke at vide, hvornår det hugger, er jo til at blive afhængig af. Og fortsætter man længe nok, skal det nok ske, at man en eller anden dag kroger sit livs fisk. For det som mange, der ikke fisker, ofte glemmer er, at det ikke kun handler om at fange en fisk. Men at det drejer sig om at opleve suget af forventning, spændningen og endelig glæden ved, når den næste fisk hugger. Ellers ville det bare blive kedeligt – og det er fiskeri jo ikke .

Der fanges dog flotte fisk i Môrrum!!! Tjek selv her:

Hilsen Piet

Praktikant i Go-Fishing