Besøg også vores

Go-Fishing

maj 22012

Hele Fyn melder klar…

Blog

Det gode fynske kystfiskeri er nu nået hele vejen rundt, og både de nordligste pladser og  sydligste ditto melder nu om fremragende fiskeri.

De lille fynske Fyggi – flueklub tog i den forgangende weekend et par dage til Ærø for at fiske de skønne pladser på øen. Et projekt der forløb ganske fremragende. Fra fredag til søndag landede de ca. 15 flotte blankfisk optil 57 cm samt er serie undermålere. Alle de klassiske Ærøske pladser som Ure-hoved, Vejnæs nakke og Skjoldnæs kastede fine fisk af sig.

 

Michael Greve med en stak blanke Ærø-ørreder..

Selv havde jeg ikke mulighed for at deltage på Ærø-turen, men mandag bød chancen sig for en tur sammen med Lars fra Vandpleje Fyn. Vi tog i den helt modsatte fynske retning. Nærmere bestemt Æbelø. Dagen diskede op med alt alt for godt vejr. Havblik og bulrende sol. Elendigt havørredvejr, og dermed var undskyldningerne på plads, men vi fik ikke brug for dem.

Dagen igennem bød på jævnlige havørredkontakter. Ingen store fisk, men 3 – 4 tyksakker i 45 cm klassen var oppe og vende, og det samme antal viste interesse uden at blive hængende. Faktisk bød dagen på flere havørreder end hornfisk….

Vi havde glemt madpakken i bilen, men heldigvis kom Thomas Hansen lige forbi øen i sin båd, og han havde smurt lidt ekstra……

 

 

Kollega Joe tog de samme dage nogle morgenture i odense Fjord og havde kanonfiskeri på ganske lavt vand i dagens første lys.

Så jo der er stadig gang i den derude i Vandkantsdanmark. Bare se at komme afsted.

 

Vi ses derude

Claus

Share

6 kommentarer to “Hele Fyn melder klar…”

  1. Steen siger:

    Hej I gæve fynboer.
    Jeg er en fyr fra djævleøen Amager, der har en ide om at køre til Fyn og prøve lykken på fredag med spinnestangen og nogle særlig hotte pattegrise jeg lige fundet ud af at binde. Mit problem er at jeg aldrig har fisket på Fyn og vil derfor lige høre om det var muligt at få et par gode steder til bombarda og lidt spin fredag formiddag. Så skal jeg love at stemme i mod den der 10 spors motorvej over Fyn. ;-)
    Vh. Steen

  2. Claus#Go-Fishing siger:

    Hej Steen

    Vi kan godt nøjes med 1 spor over Fyn – så holder i alle i kø derude, og har derved god tid til at svinge ind og kikke på et par lækkerier i vores biks….

    De lover SV vind imorgen. Helt perfekt ved alle pladserne mellem Nyborg og Svendborg. Kør f.eks. til Kløverhagen/Tårup Strand. Efter Storebæltsbroen tager du landevejen fra Nyborg mod Svendborg. Syd for Nyborg drejer du til venstre med Tårup – derefter mod Kongshøj camping. Du kan parkere lige inden camping pladsen og gå langs stranden nordpå til kløverhagen ca. 500 meter. Fed plads.

    En anden mulighed er at holde ved sommerhusene ved Tårup strand. og igen gå nordpå op mod Nyborg – det første stykke er kedeligt men så kommer der flot bund op imod Kajbjergskoven.

    Go’ tur
    Claus/Go-Fishing

  3. Niklas siger:

    Hej Claus/Go-fishing
    Det lyder som om i har godt styr på de gode steder, og ville derfor lige høre om hvor de findes i odense fjord ift. horfiskeri? Jeg er på cykel, så det skal helst ikke være alt for langt væk fra Odense C.

  4. Claus#Go-Fishing siger:

    Hej Niklas
    Nærmeste sted er Stenhovedet – spidsen af Stige Ø
    Forbi udløbet af Odense Å – forbi den gamle losseplads og udtil Sorthusene. Her skulle du parkere hvis du var i bil, men på cykel kan du fortsætte gennem leddet og helt ud på spidsen.

    I sejlrenden – der løber rundt om spidsen og er markeret af små pæle med røde flag – er der altid godt med horn – og en god chance for havørred også.

    Et alternativ – men en lidt længere cykeltur er strækket til venstre for Klintebjerg havn. Her fisker du også lige ud i den strømfyldte sejlrende og der er hornfisk garanti – næsten…

    Begge steder kræver waders.

    Go’ tur
    Claus

  5. Niklas siger:

    Er der evt. steder der ikke kræver waders?

  6. Claus#Go-Fishing siger:

    Ja ikke helt så mange – men venstre side af stenhovedet i starten af den nye kanal kan fiskes fra land. Det samme kan det sidste hjørne ved Lossepladsen.

    Meen på den lange bane bliver du aldrig kystfisker uden waders – så sparegrisen skal nok slagtes…